Debatindlæg i Børsen den 22. november 2022
Det er på tide at fintune håndhævelsen af konkurrenceloven, så det ikke skaber unødvendige benspænd for erhvervslivet
Konkurrencerådet har sat velfungerende markeder og regulering på dagsorden for en konference i onsdags. Når konkurrencemyndighederne taler for bedre regulering, er det ofte ensbetydende med skrappere regler og hårdere sanktioner.
Efter i mange år lovgivningsmæssigt at have fokuseret på hårdere sanktioner og styrkede håndhævelsesmuligheder, kan tiden være inde til at overveje at fintune håndhævelsen af konkurrenceloven, så der fokuseres på reelle og alvorlige konkurrencemæssige problemstillinger uden at opstille unødvendige benspænd for erhvervslivet.
Når konkurrencemyndighederne kategoriserer en aftale eller adfærd som en “til formålsovertrædelse”, mener myndighederne ikke, at det er nødvendigt at påvise skadelige virkninger. Konkurrencemyndighederne anser således blandt andet automatisk aftaler om priser mellem konkurrenter for at være ulovlige.
Forskelsbehandling
En sag om kørelæreres samarbejde illustrerer, at den form for automatik i håndhævelsen er uhensigtsmæssig. Fem kørelærere i Aalborg fik en bøde, fordi de lavede en hjemmeside med en fælles pris for kørekort.
Myndighederne fandt det unødvendigt at se på den nærmere baggrund for samarbejdet, herunder at det kun involverede ca. 10 pct. af kørelærerne i Aalborg, og at samarbejdet indebar bedre ressourceudnyttelse, ved at flere elever kunne samles til fælles teoriundervisning.
Det interesserede heller ikke myndighederne, at den fælles pris var lavere, end den pris kørelærerne hidtil havde benyttet individuelt. Kørelærerne mente formentlig, at deres samarbejde gavnede konkurrencen og forbrugerne, men de havde ikke ressourcerne til at gennemføre en retssag for at anfægte bøden og fastholde samarbejdet.
Det bør være en absolut undtagelse, at myndigheder griber ind i virksomheders aftaler, og hvis de alligevel gør det, bør indgreb altid være baseret på konkrete vurderinger af aftalernes kontekst og potentielle virkninger.
Konkurrencereglerne gælder ikke for aftaler internt i en virksomhed eller koncern. De fem kørelærere i Aalborg kunne i stedet for deres lidt uformelle samarbejde have fusioneret deres virksomheder og hver ejet 20 pct.
Så ville de kunne have koordineret lige så tosset, de ville, uden at konkurrencemyndighederne ville gribe ind. Men fordi kørelærerne i første omgang ønskede et mindre forpligtende samarbejde – så endte de i kløerne på konkurrencemyndighederne.
Underlagt ulige regler
Problemstillingen berører også en lang række frivillige kæder af forretninger, der drives under et fælles brand, men hvor hver forretning ejes individuelt.
Frivillige kæder sanktioneres ofte for koordinering, som ville være lovlig, hvis forretningerne havde en fælles ejer – for eksempel hvis en kapitalfond ejede alle forretningerne.
Konkurrencerådet påbød tidligere i år en frivillige kæde at ophøre med at tildele butikker eksklusive områder, hvor andre butikker i kæden ikke måtte annoncere.
På overfladen minder det måske om et klassisk ulovligt kartel, men på den anden side er der også ligheder med distributionsaftaler, hvor en producent lovligt kan tildele forhandlere eksklusivområder.
Det forekommer ikke helt unaturligt eller samfundsskadeligt, at man i en frivillig kæde på samme måde ønsker, at de enkelte medlemmer fokuserer på konkurrence med andre kæder, og at de enkelte deltagere tildeles et område, hvor de har en form for eksklusivitet og medfølgende ansvar for annoncering.
Ofte konkurrerer kapitalkæder og frivillige kæder side om side. Men de frivillige kæder er underlagt konkurrenceregler, som slet ikke finder anvendelse for konkurrerende kapitalkæder.
Det kan opleves som en meningsløs forskelsbehandling, og der er næppe nogen samfundsmæssig gevinst ved at tilskynde virksomheder til at organisere sig i kapitalkæder frem for frivillige kæder.
Den samme problemstilling kan gøre sig gældende for eksempelvis liberale erhverv, hvor deltagere i kontorfællesskaber, fælles klinikker o.l. foretrækker at have hver deres juridiske enhed, men udadtil ønsker at fremstå som en samlet virksomhed med fælles markedsføring, administration m.v.
Fusionskontrol
Konkurrenceloven har detaljerede tidsfrister for behandling af fusionssager. Uproblematiske fusioner skal godkendes inden for 25 arbejdsdage fra indsendelse af en “fuldstændig” fusionsanmeldelse.
Reelt er tidsfristen meningsløs, fordi der er fast praksis for en såkaldt prænotifikationsfase med “uformel” dialog mellem virksomhederne og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Godkendelsesprocessen tager undertiden både et halvt og et helt år. Reelt giver meget få af de transaktioner, der fusionsanmeldes, anledning til alvorlige, varige konkurrencemæssige problemer.
Udover at man kan opfordre Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til en mere pragmatisk tilgang til informationskrav i forbindelse med fusionsanmeldelser, kan det overvejes at begrænse antallet af fusioner, der skal igennem en egentlig anmeldelsesproces, f.eks. ved at gå over til et gebyrfrit “indkaldelsessystem”, hvor der blot kræves helt basale oplysninger i en blanket, og hvor fusionen er godkendt, medmindre Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen inden for en kort frist beder parterne om en detaljeret anmeldelse.
